Alexander Lajmi tog i 2016 til USA for at forfølge ishockeydrømmen. Den amerikanske fedmekultur og meget tid alene resulterede i et stort fokus på træning og kost, hvilket udviklede sig til livsfarlig anoreksi. I Danmark lider omkring 15.000 mænd af spiseforstyrrelser. Det kan dog være svært for mænd at række ud, og få den hjælp de har brug for.
Af Jakob Emil Kristensen, 30255@dmjx.dk
Alexander Lajmi skøjter rundt på isen med resten af holdet i skøjtehallen i Aalborg, ligesom han har gjort tusind gange før. Han har ikke kunnet få en kontrakt med eliteholdet efter hans ophold i USA, men han har fået lov til at træne med førstedivisionsholdet. Han er træt, meget træt. Før i tiden var han en hårdtarbejdende og energisk spiller, men han kan intet af det længere, han har ikke kræfterne til det. Pludselig vælter det hele. Alexander sætter sig på en bænk i spillergangen og bryder sammen i gråd. Frustreret over at han ikke kan det, han kunne engang.
Fedmekultur og ensomhed
Alexander kommer til USA med gåpåmod. Aalborgs elitehold har ikke forlænget hans kontrakt, så han beslutter sig for at tage til Los Angeles og give den gas for holdet Long Beach Bombers. Han skal vise, hvad han kan.
Han begynder dog hurtigt at blive bekymret på grund af den amerikanske madkultur. Han vil ikke blive tyk som amerikanerne, og han har svært ved at finde en mellemvej. Han vil gerne have en flot strandkrop og begynder at spise ekstremt sundt og styrketræne meget.
Han har samtidig svært ved at finde sig til rette på holdet. De andre opdeler sig i grupper. Russerne snakker sammen, amerikanerne snakker sammen, og svenskerne snakker sammen. Alexander er den eneste dansker.
Han forsøger at komme ind til svenskerne, men det er svært at følge med, når tempoet øges, og den nordsvenske dialekt kører derudaf.
”Jeg var ikke ensom som sådan. Men jeg var mindre social, end jeg ville være herhjemme.”
De manglende sociale relationer resulterer i, at træningen er noget af det eneste, Alexander har.
På en typisk dag spiser han morgenmad, løber over til fitnesscenteret, træner, løber tilbage igen, træner med holdet, spiser aftensmad og går en tur. Det handler ikke længere om at blive en god ishockeyspiller, men om at blive så veltrænet som overhovedet muligt.
Og veltrænet det bliver han. Folk kalder ham Hercules, og han oplever stor begejstring for sin fedtfattige og muskuløse krop. Det giver ham et boost til at fortsætte med at træne mere og spise mindre.
Opholdet i USA bliver startskuddet til, at Alexander bliver diagnosticeret med anoreksi.
Mænd i mørket
Anoreksi er en psykisk lidelse, der er karakteriseret ved et stort ønske om at tabe sig. Man undlader derfor at spise, eller underspiser, hvilket har konsekvenser både fysisk, psykisk og socialt.
Fysisk kan man blandt andet opleve træthed og svimmelhed grundet manglende energi. Psykisk kan man opleve at have en forstyrret kropsopfattelse, samt angst for fedme og vægtstigning. Derudover oplever mange anorektikere tvangsprægede handlinger, omkring mad, indkøb og motion, der bliver faste ritualer.
Energimanglen og de tvangsprægede handlinger resulterer også i, at man som anorektiker kan have svært ved at være social. Det er specielt arrangementer, der involverer mad, som kan være en udfordring, fordi man ikke selv kan kontrollere, hvad man spiser.
Hør Alexander fortælle om de sociale konsekvenser han har oplevet på grund af anoreksi:
I alt lider 75.000 danskere af en spiseforstyrrelse. Af disse lider 5.000 af anoreksi, 30.000 af bulimi, tvangsoverspisning med efterfølgende kompenserende adfærd, og 40.000 af tvangsoverspisning, også kaldet BED.
Ifølge tal fra Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade er kun 10 procent af dem, der rammes af bulimi og anoreksi, mænd. For BED er tallet 25 procent. I alt lider omkring 15.000 danske mænd af en spiseforstyrrelse.
Disse tal er dog nødvendigvis ikke retvisende. Det vurderer Trine Svarrer, der er fagspecialist hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.
”Jeg vurderer, at der er et mørketal. Der er nok flere mænd, end dem vi tror, der har en spiseforstyrrelse. Jeg tror, det er cirka hver fjerde med en spiseforstyrrelse.”
Ifølge Trine Svarrer skyldes dette mørketal sandsynligvis, at spiseforstyrrelser kulturelt set anses som værende en kvindelidelse. Det kan derfor være skamfuldt for mænd at indrømme, at de har en spiseforstyrrelse.
Djævlen på skulderen
Da Alexander kommer hjem fra USA, begynder det for alvor at gå galt. Han flytter i sin egen lejlighed, og han kan derved fuldstændig selv styre, hvor meget mad han spiser. Han håber på at få en ny kontrakt med Aalborg, men da det ikke kan lade sig gøre, tager spisningen over.
”Der sidder en djævel på din skulder og siger, at du ikke må spise. Og når du ikke gør det, så bliver han glad. Og når han bliver glad, bliver man også selv lidt glad.”
En oplevelse der har sat sig fast, udspiller sig til en havefest med en gruppe venner. Han kan ikke huske, om han har sin egen mad med, eller om han spiser det, der er lavet i fællesskab, men han spiser mindre end de andre. En af vennerne lægger mærke til dette, for det er ikke første gang, at Alexander spiser lidt, og han er også ved at blive meget tynd.
”Han siger: ’Du skal til at spise noget, ellers må vi fandme kalde dig anoreksi, mand.’ Det ramte mig hårdt, og jeg blev også sur på ham. Det var før, jeg havde fået det konstateret.”
Alexander fortsætter med at tabe sig og får det værre og værre, både fysisk og psykisk.
”Anoreksi og depression går ofte hånd i hånd, jeg var også sindssygt deprimeret.”
Han taler tingene igennem med sin mor. Flere gange. Til sidst presser hans mor ham til at søge hjælp hos egen læge, hvorfra han bliver henvist til psykiatrisk afdeling. Alexander har set et program i fjernsynet om en pige, der har ortoreksi, en diagnose der ikke er selvstændigt anerkendt, som omhandler ekstremt fokus på sundhed, og tænkt at det muligvis er det, han har. Efter at have udfyldt spørgeskemaet bliver meldingen dog en anden. Alexander får konstateret Anoreksi.
I denne periode begynder han for alvor også at kunne mærke konsekvenserne på ishockeybanen. Han har fået lov til at træne med Aalborgs førstedivisionshold, men får at vide at han skal stoppe. Hans puls er for lav, og psykiatrisk afdeling er bange for, at han vil falde om, hvis han spiller.
Han begynder hos en psykolog, men det hjælper ikke. Det bliver en konkurrence for ham. Hun må ikke få ret. Hvis han tager på, vinder psykologen. Det bliver et mål for Alexander at have tabt sig inden hver samtale.
Han spiser omkring 1600 kalorier om dagen og holder sig aktiv. Han har ikke energi til at løbe eller styrketræne, så han gør noget andet.
”Jeg gik og gik og gik. Til sidst blev det bare en rytme. Efter at jeg havde spist, skulle jeg ud at gå. Jeg skulle gå det væk.”
Efter flere samtaler med psykologen kommer Alexander til overlægen. Med en vægt på 56 kg bliver han stillet et ultimatum: Han skal tage på, ellers bliver han indlagt.
Mænd søger hjælp sent
Alexander har altid været åben om sit sygdomsforløb, og allerede da han var i USA, søgte han hjælp hos foreningen Bevidste Valg. Det er dog langtfra alle mænd, der har det på denne måde.
Ifølge Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade søger mænd med spiseforstyrrelser generelt set hjælp sent i deres sygdomsforløb. Trine Svarrer mener, at dette skyldes manglende fokus på området, der medfører, at mænd ikke overvejer, at deres problemer skyldes en spiseforstyrrelse.
Det er dog ikke kun indenfor spiseforstyrrelser, at det er et problem. Mænd har generelt set sværere ved at søge hjælp inden for psykiatrien.
Ifølge Svend Aage Madsen, der er formand for Forum for Mænds Sundhed og forskningsleder på Rigshospitalet, går mænd 30 procent mindre til praktiserende læge med psykiske problemer, end kvinder gør. Det er dog ikke kun mændenes ansvar.
”Psykiatrien er ikke god til at opdage og være opmærksom på den måde, mænd viser deres psykiske problemer på. Det er det, der er hovedproblemet.”
Ifølge Svend Aage Madsen, skal psykiatrien fokusere mere på at spørge mændene ind til, hvilke symptomer de oplever, fremfor hvad de føler, da mænd ikke er lige så gode til at sætte ord på deres følelser som kvinder.
I øjeblikket medfører det, at mænds psykiske problemer ofte bliver opdaget for sent, hvilket i værste fald kan føre til selvmord, som mænd begår næsten tre gange så hyppigt som kvinder.
Og netop spiseforstyrrelser er ofte udtryk for et underliggende psykisk problem.
”Spiseforstyrrelsen er ét udtryk, men dem vi møder er ofte meget forpint forud for det,” siger Trine Svarrer.
Anoreksien forsvinder aldrig
Efter at Alexander får stillet ultimatummet af overlægen, ændrer narrativet sig. Det er ikke længere ham, der taber, hvis han har taget på, nu er det ham der vinder. At blive indlagt ville være det værste, der kunne ske. Det ville betyde, at han ikke længere har kontrollen over sit eget liv.
Alexander kommer i bedring og flytter til Aarhus for at komme tættere på familien og være i trygge rammer. Han begynder at træne et ungdoms-ishockeyhold og førsteholdet, Jutland Vikings, hører, om han ikke vil træne med dem. En træning bliver til to, og pludselig er han i gang med ishockeyen igen.
Anoreksien forlader dog aldrig Alexander. Det er noget, han skal lære at leve med, og det går op og ned. I øjeblikket er han i en svær periode, der også har haft konsekvenser for hans motivation for ishockey.
Når han ser tilbage på forløbet, kan han ikke lade være med at tænke på, om det hele ville være sket, hvis han ikke tog beslutningen om at forfølge drømmen i USA.
”Turen var en oplevelse, men det har også efterladt nogle gevaldige ar i mit liv.”
9.925 anslag